En efterårsdag i 43

De første spadestik

Snart strømmede Dansk arbe­jd­skraft af for­skel­lig slags til den store bygge­plads ved Tirstrup/Stabrand fra hele oplandet og det var såvel faglærte som ufaglærte folk. Mange arbe­jdere blev tiltrukket af de gode løn­ninger som tyskerne lokk­ede med, som lå en hel del højere end dét en dansk entre­pren­ør kunne tilbyde på den tid. Sam­ti­dig dukk­ede de nød­vendige maskin­er op og der blev udlagt tip­vogns spor på arealet. Herefter var det lyden fra bull­dozere, blandemaskin­er, tip­vogns loko­mot­iver og andre store tunge entre­pren­ørmaskin­er, der kørte i døgndrift som brød fre­den over plant­agerne. Dette enferno ekkoede ud over land­ska­bet de næste hal­van­det år.

I starten af 1944 kom det næste chok for bebo­erne i Stabrand, da de fik besked om at Luftwaffe ville beslaglægge deres ejen­domme til eget brug. Wehr­machtintend­anten i Dan­mark udsendte, i sam­råd med Randers amt­s­råd, betin­gelserne for over­t­agelsen til de der skulle for­lade deres hjem. Der blev af tyskerne sam­mensat en vuder­ings kom­mi­s­ion, med repræsent­anter fra amt­s­råd, det lokale sogn­er­åd osv., til vuder­ing af ejen­dom­mene. Derefter kom der hurtigt besked om at huse og gårde skulle rømmes inden den 15 Marts samme år. I disse ejen­domme blev der så indrettet kvar­ter­er for tyske menige, piloter, kvide­ligt per­sonel, officere m/m.