Den tyske selvmord‘s enhed

Den tyske selvmord‘s enhed.

Fath­er und sohn skole­fly

Mis­tel var som et selvm­ord fly, bare uden selvm­ord. Da Tysk­land var ved at tabe kri­gen, var der nogle fan­at­iske og ind­fly­delses­rige nazistiske officer­er som Hanna Reit­sch, en ber­ømt kvindelig test­pi­lot og før-krigs svæve­flyvn­ing mester­en, Otto Skorzeny, en ekspert i sær­lige mis­sion­er, og Hajo Her­mann, en seni­or bombe­fly og nat­jager leder , som fores­log, relater­et til den japanske brug af Kami­kaze selvm­ord piloter, at Tysk­land kunne bruge friv­il­lige som selvm­ord piloter for at overvinde de allierede tekno­lo­giske og numer­iske over­le­gen­hed med deres fan­at­iske ånd.

 Ideen havde rød­der i tysk myto­logi, der blev forher­li­get ved nazistiske pro­pa­ganda. Det blev kaldt “Toten­ritt”, en ride­tur med døden.
Hitler var tilbage­holdende, men i sid­ste ende enige om at Reitsch’s anmod­ning om at oprette og træne en luften­hed  til selvm­ord­san­greb, betin­get af at den ikke vil blive ind­sat i kamp uden hans godkendelse.

En nye enhed, med øgenavnet Leoni­das Geschwader, blev også en del af KG 200.
Leoni­das var den græske kri­ger-kon­gen af Sparta, der i 480 fKf stop­pede den  invad­er­ende per­siske hær ved den smalle Ther­mo­pylæ pas­sage i Øst Græken­land med kun 300 elite krigere, der kæm­pede til sid­ste mand. Deres offer red­dede Græken­land fra besæt­telsen, og en statue af Leoni­das står stadig ved Ther­mo­pylæ.

He-111-V1

He 111 med V1 under vin­gen

De des­per­ate nazistiske fan­atikere troede, at de også kunne spare Tysk­land med selvm­ord tak­tik. De fly, der blev anvendt var Fi-103 Reichen­berg. E beman­det ver­sion af den tyske V-1 krydser­mis­sil, der var udstyret med et lille cock­pit og simple flyvestyr­ings-anord­ninger. 

 Efter to friv­il­lige blev dræbt under test-flyvninger, blev det med suc­ces fløjet af Hanna Reit­sch, den erfarne  kvindelige test­pi­lot, som var den før­ste til at skrive sig på som friv­il­lig selvm­ord pilot. Oprindeligt blev 24 V-1 krydser­mis­siler modi­ficer­et til beman­dede selvm­ord mis­siler og over 70 friv­il­lige, primært unge rek­rut­ter, begyn­dte at træne til at flyve i V-1 som et selvm­ord mis­sil. De blev kaldt “Selb­stop­fer”. Teor­et­isk skulle de prøve at springe ud efter at have sigtet deres piltostyrede mis­sil ind til sit endelige dyk mod målet, men det stod klart, at chan­cerne for over­levelse var meget lav. Også, i mod­sæt­ning til de meget hurtigere raket-dre­vne japanske Okha selvm­ord mis­sil, som fløj fra de allierede jagerfly,var de puls-jet dre­vne V-1 lang­somme nok til at blive ind­hen­tet.
KG 200 Selvm­ord eskad­rille blev ald­rig brugt i kamp, fordi Wern­er Baum­bach og hans over­or­dnede fandt det en unød­vendig spild af liv og res­sourcer, og fore­trak Mis­tel. Baum­bach hævdede, at Mis­tel var bedre end både et beman­det bombe­fly og et selvm­ord mis­sil, på grund af det min­i­male tab af liv. At mis­ter et beman­det bombe­fly bety­der tab af en fuld besæt­ning, mens Mis­tel blev fløjet af en enkelt pilot, og i mod­sæt­ning til et selvm­ord missil‘s pilot, havde Mis­tel piloten en chance for at vende sik­kert tilbage.

Frigørelse af fører­flyet fra mis­tel

Til sidst blev en anden tysk selvm­ord tak­tik brugt i kamp. Det var angreb på tunge bombe­fly ved væd­der­ing, en tak­tik som de russ­iske piloter anvendte mod tyske fly. Hajo Her­mann, leder af den tyske nat­jagere kom­mando. Fight­er Wing 300 (JG 300 ) fores­log at bruge denne tak­tik meget sent i kri­gen. Enheden var udstyret med almindelige Me-109 og Fw-190 jager­fly, men den blev kun brugt et par gange og med kun ringe held. Få bombe­fly blev fakt­isk ødelagt ved et sam­men­stød, og de få selvm­ord piloter, der formåede at springe ud, blev dræbt af rasende skyt­ter i de andre bombe­fly.