Den tyske selvmord‘s enhed
Den tyske selvmord‘s enhed.
Father und sohn skolefly
Mistel var som et selvmord fly, bare uden selvmord. Da Tyskland var ved at tabe krigen, var der nogle fanatiske og indflydelsesrige nazistiske officerer som Hanna Reitsch, en berømt kvindelig testpilot og før-krigs svæveflyvning mesteren, Otto Skorzeny, en ekspert i særlige missioner, og Hajo Hermann, en senior bombefly og natjager leder , som foreslog, relateret til den japanske brug af Kamikaze selvmord piloter, at Tyskland kunne bruge frivillige som selvmord piloter for at overvinde de allierede teknologiske og numeriske overlegenhed med deres fanatiske ånd.
Ideen havde rødder i tysk mytologi, der blev forherliget ved nazistiske propaganda. Det blev kaldt “Totenritt”, en ridetur med døden.
Hitler var tilbageholdende, men i sidste ende enige om at Reitsch’s anmodning om at oprette og træne en luftenhed til selvmordsangreb, betinget af at den ikke vil blive indsat i kamp uden hans godkendelse.
En nye enhed, med øgenavnet Leonidas Geschwader, blev også en del af KG 200.
Leonidas var den græske kriger-kongen af Sparta, der i 480 fKf stoppede den invaderende persiske hær ved den smalle Thermopylæ passage i Øst Grækenland med kun 300 elite krigere, der kæmpede til sidste mand. Deres offer reddede Grækenland fra besættelsen, og en statue af Leonidas står stadig ved Thermopylæ.
He 111 med V1 under vingen
De desperate nazistiske fanatikere troede, at de også kunne spare Tyskland med selvmord taktik. De fly, der blev anvendt var Fi-103 Reichenberg. E bemandet version af den tyske V‑1 krydsermissil, der var udstyret med et lille cockpit og simple flyvestyrings-anordninger.
Efter to frivillige blev dræbt under test-flyvninger, blev det med succes fløjet af Hanna Reitsch, den erfarne kvindelige testpilot, som var den første til at skrive sig på som frivillig selvmord pilot. Oprindeligt blev 24 V‑1 krydsermissiler modificeret til bemandede selvmord missiler og over 70 frivillige, primært unge rekrutter, begyndte at træne til at flyve i V‑1 som et selvmord missil. De blev kaldt “Selbstopfer”. Teoretisk skulle de prøve at springe ud efter at have sigtet deres piltostyrede missil ind til sit endelige dyk mod målet, men det stod klart, at chancerne for overlevelse var meget lav. Også, i modsætning til de meget hurtigere raket-drevne japanske Okha selvmord missil, som fløj fra de allierede jagerfly,var de puls-jet drevne V‑1 langsomme nok til at blive indhentet.
KG 200 Selvmord eskadrille blev aldrig brugt i kamp, fordi Werner Baumbach og hans overordnede fandt det en unødvendig spild af liv og ressourcer, og foretrak Mistel. Baumbach hævdede, at Mistel var bedre end både et bemandet bombefly og et selvmord missil, på grund af det minimale tab af liv. At mister et bemandet bombefly betyder tab af en fuld besætning, mens Mistel blev fløjet af en enkelt pilot, og i modsætning til et selvmord missil‘s pilot, havde Mistel piloten en chance for at vende sikkert tilbage.
Frigørelse af førerflyet fra mistel
Til sidst blev en anden tysk selvmord taktik brugt i kamp. Det var angreb på tunge bombefly ved væddering, en taktik som de russiske piloter anvendte mod tyske fly. Hajo Hermann, leder af den tyske natjagere kommando. Fighter Wing 300 (JG 300 ) foreslog at bruge denne taktik meget sent i krigen. Enheden var udstyret med almindelige Me-109 og Fw-190 jagerfly, men den blev kun brugt et par gange og med kun ringe held. Få bombefly blev faktisk ødelagt ved et sammenstød, og de få selvmord piloter, der formåede at springe ud, blev dræbt af rasende skytter i de andre bombefly.
