Ju 88 Mistel.

JU 88 MISTEL

I 1943, var den allerede enestående alsi­dighed ved Ju 88 udbyg­get yderli­gere med dens tilpas­ning som mis­sil / fører­løst fly, med et stort hul-lad­nings spræng­hoved monter­et og guidet til målom­rå­det, ved hjælp af et styre-jager­fly monter­et på et stat­iv oven på dens krop.

Tanken om at bruge krigs skadede JU-88 fly på denne måde blev foreslået af en Junkers test­pi­lot, Siegfried Holzbauer, der uden tvivl var påvir­ket af de vellykk­ede for­søg før kri­gen med Short-Mayo S.20/S.21 kom­pos­it­flyet. Han fores­log denne ord­ning for RLM i 1941.

 

Forsla­get blev afv­ist af Tech­nis­chen Amt som for uor­to­doks  til at have nogen prakt­isk anvendelse. Men i 1942 indledte Fritz Star­ner fra Dem­schen Forschungsin­sin­s­ti­ut fiir Segel­flug  ( DFS ), en række “Huck­e­pack” ( Pick-a-back ) for­søg med det primære formål at afprøve mulighe­derne for denne ord­ning som svæve­fly trans­port .

Den aller­før­ste Mis­tel. FW 56 og DFS 230

DFS 230 & Me 109 E

 

 

Til disse prøver brugtes en Klemm KI 35 eller en Focke-Wulf Fw 56 som blev  monter­et oven på et DFS 230 trans­port svæve­fly, og i sid­ste ende, blev en Bf 109E jager­flyet også testet som den øvre “Huck­e­pack” kom­pon­ent.  Suc­cesen  genoplivede Holzbauer‘s forslag, og tid­ligt i 1943, kom instruk­ser fra Tech­nis­che AMT om at gå videre med en pro­to­type. Udformnin­gen af en passende over­bygn­ing blev fore­ta­get af DFS, der trak på Insti­tut­tets tid­li­gere erfaringer med Huck­e­pack kom­bin­a­tion­er, og denne bestod af to stålrør stivere fæstet til Ju 88 fly‘s vigtig­ste rundhol­ter på hver side af skroget, de for­reste stivere var lodrette og  de bager­ste stivere havde hæld­ning fremad, disse var tilslut­tet i spid­serne til armene på en V-stiver der var tilslut­tet flyk­rop­pen, således at de udgør to skrå stat­iver. Disse stat­iver udg­jorde for­b­ind­elser til de vigtig­ste stivere i jager­en, der udgør den øver­ste del.

 

Nær­billede af støt­terne på et Mis­tel S-2 skole­fly

En enkelt fjeder-belast­et stiver støt­tede halen af jager­flyet, som når den blev frakob­let af piloten på det øver­ste kom­pon­ent, fjedrede tilbage for at blive fan­get af et åg på bagenden af skroget på det neder­ste kom­pon­ent. Dette åg havde ind­byg­get en elektrisk kon­takt, som udløste spræng boldte i de vigtig­ste fast­gørings punk­ter på stat­iv­et, idet hale-støtte stiver­en sprang tilbage som også forhindret denne stiver i at slå tilbage mod halen af jager­flyet. På de senere S-2 skole­fly var der monter­et et ekstra stat­iv under næsen på Fw 190 jager­flyet, for at forhindre pro­pel­len i at ramme, den beman­dede  førerkabine på Junkers bombe­flyet, ved adskil­lelsen i luften.

Pro­to­typen bestod af en Ju 88A-4 og en Mess­er­schmitt Bf 109 F, hvor de neder­ste kom­pon­enter kaldes en Mis­tel (Mis­tel­ten). Ligheden mellem denne para­sit plante og den øver­ste del af Huck­e­pack kom­bin­a­tion­en er indlysende. Kom­bin­a­tion­en var også nævnt offi­cielt som “Vater und Sohn” (far og søn) efter en pop­ulær tysk tegneser­i­en, men Mis­tel var den “offi­ci­elle” betegnelse for under­delen af alle sådanne kom­bin­a­tion­er, uanset hvilken type fly , og da Junkers i juli 1943 fik instruk­ser om at gå videre med ombygnin­gen af 15 Ju 88A fly til Mis­tel brug, blev våb­net tildelt kode­navnet Beeth­oven. Pro­to­typen viste sig at være en suc­ces, og Beeth­oven-pro­gram blev over­ført til Nord­hausen, hvor i løbet af foråret 1944, piloter fra Ein­satz-Sfaf­fel hos IV / KG 101 mod­tog omskoling fra Junkers test­pi­loter.

Hele stat­iv­et på en Mis­tel S-1

 

Den oprindelige mod­el blev kendt som Mis­tel 1 og omfat­tede en Ju 88A-4 og en Bf 109 F-4. De før­ste ombygn­inger af par blev fær­dig­g­jort som Mis­tel S 1 trænere, “S”, der angiver Schu­lung (Træn­ing). Alle Mis­tel var stand­ard fly, og testet med stand­ard næse sek­tion­en, idet cock­pitèt var rip­pet for alt unød­vendigt og havde plads til en besæt­ning på to. Hele næse sek­tion­en kunne adskilles ved hjælp af quick-release bolte og erstattes af et 3,6 tons hul-lad­ning spræng­hoved, der benyt­tede de samme fast­gørings punk­ter.

Store hul-lad­nings spræng­hoveder var blevet testet med stor suc­ces mod det foræl­dede franske slag­skib I’Ocean i den sid­ste del af 1943, og andre for­søg blev udført, hvor spræng­hove­det blev testet mod arm­er­et beton, den 1-ton stål kerne brændte gen­nem omkring 8 m tyk beton. De endelige spræng­hoved For­søg blev udført ved Peenemünde i april og maj 1944, og i den føl­gende måned ankom Ein­satz-Staffel i IV / KG 101 til St. Diz­ier med flere Mis­tel fly for at angribe de allierede inva­sions styrk­er.

Mis­tel 1 svarede stort set til den oprindelige prototype‘s udformning, bortset fra f.eks. lidt kraftigere stivere, og to met­oder til oper­a­tion blev foreslået. Det før­ste af disse opfordrede til start og flyvn­ing til målom­rå­det på kraften fra den neder­ste kom­pon­ent alene, idet den øver­ste del‘s pilot kun star­tede motoren i den afslut­tende fase af flyvnin­gen til målet. Den anden oper­a­tion met­ode var at starte motor­er på begge kom­pon­enter fra start, idet den øver­ste del for­brugte brænd­stof fra tankene på den neder­ste del, indtil de to skiltes.

Når målet var nået, skulle piloten på det øver­ste kom­pon­ent låse kon­trol­lerne på bombe­flyet for at nærme sig målet i en lav glide­flugt, og på passende afstand frigøre hans fly og stige væk, for at lade den fører­løse Mis­tel bombe fortsæt­ter på sin fastlåste kurs.

Ju-88D klar­g­jort til at få monter­et Ele­fant-min­en

Mis­tel 1 klar til start